Danmark får en ny form for “speeddating”, der starter den 15. maj. De største modemærker vil mødes med eksperter inden for bæredygtigt erhverv fra hele verden for at udveksle innovative idéer på Copenhagen Fashion Summit. Topmødets program er spækket med forskellige emner. Der er dog et enkelt emne, der står mit hjerte særlig nært – transparens i tøjbranchen.
Transparens i leverandørkæderne – det vil sige offentliggørelse af, hvor virksomhedens produkter nøjagtigt kommer fra, og hvem de fremstilles af – er enormt vigtig. Det giver medarbejderrepræsentanterne mulighed for at beskytte fabriksarbejderne bedre mod dårlig behandling, som kan sætte deres job, helbred og endda liv på spil. Og de mennesker, der køber produkterne – som mig selv – er forsikrede om, at dem, der har fremstillet produkterne, nemt kan finde ud af hvilke varemærker, de producerer for – en vigtig oplysning, der er nødvendig for at rejse klager over dårlig behandling af arbejdskraften.
Arbejdere i beklædningsindustrien – fortrinsvis kvinder i hele verden – arbejder på fabrikker, der producerer tøj for store varemærkenavne. Et af de varemærker, hvis jeans jeg bruger omtrent hver anden dag – Levi Strauss – er blandt dem, der laver en liste over fabriksnavne og angiver deres nøjagtige produktionssteder. Det lyder måske som en indlysende ting at gøre, men åbenbart ikke i modeverdenen. Flere varemærker, herunder Mango og Urban Outfitters, hvis kjoler hænger i mit klædeskab, videregiver ikke oplysninger om deres leverandørkæder.
Et stigende antal bevidste forbruger som mig selv vil gerne vide, hvor og under hvilke forhold vores tøj præcis er blevet fremstillet. Offentliggørelse af fabrikkernes navne og placeringer vil i hvert fald skabe mere tiltro til de mærker, vi kan lide. Det viser, om en varemærkeejer er villig til at videregive vigtige oplysninger til arbejdere og advokater om deres produktionssteder, så det er nemmere for arbejderne at komme i kontakt med de relevante varemærkeejere, hvis de oplever dårlig behandling. Hemmeligholdelse af disse oplysninger gør det sværere for arbejderne at komme i kontakt med varemærkeejerne, når der er brug for det.
For tre uger siden markerede Bangladesh 5-års-dagen for sammenstyrtningen i Rana Plaza, hvor mere end 1.000 arbejdere blev dræbt, og mange andre blev såret. Kort tid efter katastrofen måtte advokater for arbejderne kæmpe for at finde ud af, hvilke mærker arbejderne havde produceret i de fem tøjfabrikker i bygningen.
De største mærker, som har vist deres støtte til transparens i leverandørkæden, vil deltage i topmødet i København. Disse varemærker er blandt andet Nike, H&M, C&A, G-Star Raw og Levi Strauss, der har rettet ind i forhold til Transparency Pledge (tilsagn om transparens), der er en minimumsgrænse for standarden for transparens i tøjbranchens leverandørkæder, som er udarbejdet af ni NGO’er og globale sammenslutninger.
Men mange andre virksomheder har afvist at følge dette eksempel. Der er grænser for frivilligheden. Europa-Parlamentet anerkendte dette i 2017 og opfordrede til bindende forpligtelser til at udvise fornøden omhu, men indtil videre er der ikke kommet noget sådan forslag fra Europa-Kommissionen.
De enkelte lande må tage initiativet, og her bør Danmark træde til. Medlemmer af parlamentet bør lovgive for at sikre, at beklædningsvirksomheder, der driver forretning dér, følger en grundlæggende grad af transparens og desuden gennemfører meget grundige kontroller af, om menneskerettighederne overholdes.
En sådan lovgivning bør trække på gode elementer fra forskellige landes love, for eksempel Storbritanniens Modern Slavery Act og Frankrigs lov om ”duty of vigilance” (bevågenhedspligt). Lande som Holland, Australien og Canada overvejer desuden lovgivning, der skal regulere virksomheders ansvar for så vidt angår overholdelse af menneskerettighederne i deres globale leverandørkæder.
Indtil Danmark udarbejder en lovgivning, som kan bidrage til at jævne banen for virksomhederne, bør det danske partnerskab for bæredygtig og ansvarlig mode og tekstilbranchen, ført an af beklædningsindustriens foreninger, indtage et stærkt standpunkt på den side af branchen, som repræsenterer god praksis. Partnerskabet bør gøre transparens i leverandørkæderne til det vigtigste mål, som medlemsvirksomhederne skal nå inden 2020.
Forbrugerne ønsker kraftig handling, og de holder øje.