Fra den 15. maj vil Københavns Fashion Summit samle ledere indenfor tøjindustrien fra hele verden, leverandører, designere, fortalere for bæredygtighed, journalister og andre for at udveksle ideer og tiltag med målet om at gøre modeverdenen mere miljøbevidst og respektere arbejdstageres rettigheder.

Hvor vanskeligt det er at gennemføre disse gode intentioner blev klart sidste år, da jeg chattede med Shah (ikke hans rigtige navn) på en vejkant overfor hans beklædningsfabrik i det nordlige Indien. Han jokede om tøjfabrikanter på flugt, der - i færd med at unddrage sig gæld, søge lykken og tilgivelse - kunne findes på pilgrimsrejser rundt  i Indien.

Shah havde netop mødt sin ven Gupta på en religiøs ekspedition. Gupta havde pludselig lukket sin tøjfabrik og var forsvundet uden at betale arbejdere og underleverandører, blandt andet Shah. Gupta's “triste skæbne” var tilsyneladende affødt af en amerikansk detailhandler, der havde afgivet en stor ordre på beklædningsgenstande til en værdi af hundredtusindvis af dollars. Detailhandleren klargjorde alle produkter til forsendelse fra Gupta's fabrik. Men da tøjet ikke solgte godt i USA, påførte detailhandleren uden skrupler sit tab på Gupta og krævede en stor rabat. Gupta stak af fra gælden.

Women workers stitch clothes in a factory in Hlaing Tharyar industrial zone outside Yangon, Myanmar. Women workers’ concerns about gender-based discrimination or harassment at work do not lend themselves to being accurately captured through social audits.

© 2018 Minzayar Oo/Panos
Gupta's historie er troværdig, og hvis den er sand, så er han ikke alene. Rettighedsgrupper, herunder Human Rights Watch, advarer om globale tøjindustriers dårlige forretningspraksis, der ofte medfører tilbagevendende krænkelser af arbejdsvilkår i deres fabrikker frem for at begrænse dem.

Mange tøjindustrier presser de priser, de vil betale leverandører og gør det uden at medregne omkostningerne ved lønninger og arbejdsrettigheder.

Andre dårlige forretningsmetoder omfatter manglende overvågning af indkøberne, dårlige vurderinger af forbrugernes krav og tidsplaner for ordrer. Tøjindustrien kan undlade at overvåge fabrikkernes kapacitet, eller de kan forsinke godkendelsen af vareprøver, foretage designændringer i sidste øjebliks eller opkræve vilkårlige og unfair økonomiske sanktioner for forsinket levering.

Alle disse forhold øger risikoen for uautoriseret underleverance til mindre fabrikker med grove arbejdsvilkår og andre skadelige omkostningsbesparende foranstaltninger.

Globale tøjfirmaer og detailhandlere er begyndt at gøre indrømmelser, men varig ændring kræver reformer af deres indkøbspraksis. Tidligere i år - sideløbende med World Economic Forum - mødtes de store virksomheder på verdensplan om en Global Fashion Agenda, et bæredygtigt initiativ til oprettelse af CEO's dagsorden for 2019. Dagsordenen har otte prioriteter, herunder sporbarhed (at kunne fortælle, hvilke fabrikker der laver produkterne), ansvarligt og sikkert arbejdsmiljø, og fremme bedre lønsystemer.

CEO-agenda har potentialet til at fremme arbejdsrettigheder i beklædningsindustrien, men kun hvis mærkevarefabrikanterne holder fast ved disse arbejdsmarkedsrettigheder.

Virksomheder, der siger, at de støtter bedre lønsystemer og arbejdsvilkår, bør tilpasse deres forretningsmodeller til arbejdstagernes foreningsfrihed og kollektive lønforhandlinger. Disse friheder er centrale for forbedringer og bedre håndhævelse af arbejdsmarkedslovgivningen. I lande, hvor arbejdtilsynene er korrupte og underbemandede, fungerer fagforeninger som stærke vagthunde.

Firmaer bør fortælle forbrugere og investorer, hvor mange af deres fabrikker, der er organiserede i fagforeninger, hvor mange der har kollektive forhandlinger, hvilken procentdel af virksomhedens forretning er med disse fabrikker, og hvilke incitamenter, de tilbyder fabrikker, som sørger for stærke og stabile industrielle forhold.

Et grundlæggende skridt for virksomhederne er at offentliggøre en liste over de fabrikker, hvor deres produkter fremstilles, herunder navne og lokaliteter. Disse krav vil hjælpe virksomhederne til at kortlægge deres forsyningskæder. De, der bruger mellemled, skal sikre, at deres overvågningssystemer lever op til kravene.

Offentliggørelse af disse oplysninger er nødvendige for at hjælpe arbejdstagere med at rapportere om misbrug til fagforeninger og ikke-statslige grupper, hvis virksomhedens egne overvågningssystemer ikke opdager det og retter op på dem. Mange førende tøjfabrikanter beskriver allerede deres fabriksliste. Alle fabrikanter burde gøre det. Desværre har en af hoveddeltagerne på topmødet i København, Sustainable Apparel Coalition, et initiativ med flere interessenter, grundlagt af Walmart, endnu ikke vedtaget en stærk transparens.  Hidtil er det forbigået den USA-baserede Fair Labour Association, der for nylig tog et vigtigt skridt frem ved at meddele, at dets medlemmer skal offentliggøre deres fabriklister.

Gennemsigtighed hjælper ledelser med at overvåge og kommunikere fremskridt på deres agenda. De, der mødes i København, bør være opmærksomme på forretningspraksis, der presser fabriksejere som Gupta til at løbe fra betaling af arbejderne. Reformering af forretningspraksis og gennemsigtig rapportering vil gøre det klart for alle, at forretning også er etik.