Det er sjældent, at det internationale samfund står sammen om at handle forebyggende, når det gælder mål og midler i krigsførelse. Tusinder blev dræbt af landminer og ueksploderede klyngebomber, inden det blev besluttet at forbyde brugen af disse våben, fjerne og destruere dem og hjælpe ofrene.
Derfor blev det dækket massivt af medierne, da repræsentanter for mere end 80 lande i november mødtes i FN’s europæiske hovedkvarter i Genève for at drøfte, hvordan de skulle forholde sig til dødelige autonome våbensystemer, også kaldet fuldt autonome våben eller ’dræberrobotter’. Problemet med disse fremtidige våben er, at de vil kunne vælge og angribe mål uden menneskelig kontrol.
Danmark glimrede ved sit fravær ved FN-mødet og har stort set ikke udtalt sig om dette spørgsmål. Danmark har kun i begrænset omfang udtalt sig om autonome våben, senest i april 2015, da man bekræftede behovet for magtanvendelse med henblik på at »forblive under ’menneskelig kontrol’«.
Kampagnen Stop Killer Robots tager kraftigt afstand fra tanken om, at maskiner skal kunne dræbe et menneske på slagmarken, ved håndhævelse af loven eller under andre omstændigheder. Den globale sammenslutning af ikke-statslige organisationer opfordrer til et forbud mod fuldt autonome våben på grund af de mange alvorlige etiske, juridiske, operationelle, tekniske, sprednings- og samfundsmæssige problemstillinger, der er forbundet med dem.
Efter fire års drøftelser af problemet i regi af FN’s konvention om konventionelle våben (CCW) er der udbredt skuffelse over det uambitiøse tempo og manglen på et klart mål for at tackle denne udfordring.
De 10 dage, der er afsat af næste år til at drøfte spørgsmålet om dræberrobotter, er ikke tilstrækkeligt, når lande med et højteknologisk militær investerer betydelige midler i udvikling af våben med stadig mindre menneskelig kontrol.
Hvis det ikke kontrolleres, vil der være en stigende risiko for et globalt våbenkapløb med katastrofale konsekvenser, der vil destabilisere sikkerheden og true menneskehedens overlevelse.
At diskutere ’muligheder’ for fremtidig indgriben er lige så vagt, som mulighederne er indlysende: at lovgive for at forbyde eller begrænse dødelige autonome våbensystemer eller undlade at gøre noget, i håb om at den eksisterende folkeret er tilstrækkelig til at håndtere de mange udfordringer, som disse våben giver.
På FN-mødet stod det klart, at de fleste lande nu ser et presserende behov for at indlede forhandlinger om en ny international lov om dødelige autonome våbensystemer. Den omfatter 22 lande, der ønsker et forbud mod disse våben, før de udvikles og anvendes.
Vi håber, at vores kampagne vil nå ud til hovedstæder over hele verden for at øge den offentlige bevidsthed og samle politisk støtte til at handle hurtigt. Derfor talte jeg i denne uge ved et seminar i København om ’politik’ i forhold til dødelige autonome våbensystemer.
I stedet for at sidde på sidelinjen og håbe, at andre vil håndtere dette presserende spørgsmål af international interesse, bør Danmark aktivt begynde at deltage og præcisere, hvor det sætter grænsen for autonomi i våbensystemer.
